Drøvtyggere, der ikke er bestemt til slagtning
På grund af udbrud af bluetongue i Danmark, vil drøvtyggere, der ikke er bestemt til slagtning, kun kunne flyttes til andre EU-lande, hvis bestemmelseslandet har givet tilladelse til flytninger på særlige betingelser.
Det skyldes, at Danmark på nuværende tidspunkt ikke kan opfylde de almindelige betingelser for at flytte kvæg inden for Unionen.
EU-Kommissionen offentliggør EU-landenes tilladelser på deres hjemmeside.
Gå til Kommissionens hjemmeside (se under afsnittet Movements within the EU)
På samme hjemmeside er der information om hvilke medlemsstater, der er fri for infektion med bluetonguevirus eller har et udryddelsesprogram, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/620 af 15. april 2021, bilag VIII.
Link til forordning (EU) 2021/620
Drøvtyggere, der er bestemt til slagtning
Slagtedyr må kun flyttes fra registrerede virksomheder i Danmark, hvor der ikke har været udbrud af bluetonguevirus de sidste 30 dage før afsendelsen, og skal som udgangspunkt flyttes direkte til slagteriet i bestemmelseslandet, eventuelt via en godkendt sammenbringningsvirksomhed.
Dyrene skal slagtes inden for 24 timer efter ankomst.
Link til forordning (EU) 2020/688
Vedrørende BTV-3-vacciner og flytning af drøvtyggere
Der er forskellige muligheder for at opnå certificering af en sending dyr i forhold til bluetongue, herunder vaccination af dyrene i overensstemmelse med de generelle EU-regler for dette.
De på nuværende tidspunkt tilgængelige vacciner mod BTV-3 (BULTAVO-3, Syvazul BTV3, Bluevac-3) har vist effekt mod bluetongue-serotype-3, idet de kan forventes at beskytte dyr mod at få stærke symptomer på sygdommen og forhindre dødsfald som følge heraf, men de har ikke en fastsat immunitetsperiode i deres produktresumé (SPC).
De generelle EU-regler vedrørende flytning af drøvtyggere til andre EU-medlemsstater på baggrund af vaccination mod bluetongue, beskriver, at vaccinerede drøvtyggere skal være dækket af en given vaccines immunitetsperiode, som fastsat i vaccinens SPC.
Da de tre nævnte vacciner ikke har en fastsat immunitetsperiode i deres SPC, er det derfor kun muligt at flytte drøvtyggere på baggrund af disse vacciner, hvis modtagermedlemsstaten har tilladt undtagelser for kravet om immunitetsperiode og dyrene i øvrigt opfylder kravene (se afsnit ovenfor).
Følg med i nyheder og viden om bluetongue
Vi har oprettet en særlig bluetongue side, hvor nyheder og viden lægges op.
Følg med her