Strandkål hører til korsblomstfamilien. Den findes på stranden i forsommeren og blomstrer omkring juni. Planten er tidligere blevet dyrket i Europa på samme måde som julesalat, hvor planten udvikler blege skud, når den vokser i mørke (etiolering). Den er spist som snack samt i suppe og salat.
Planten indeholder forskellige glucosinolater med epiprogoitrin som det dominerende glukosinolat. Glukosinolater kan omdannes til bl.a. isothiocyanater og thiocyanater. Thiocyanater kan påvirke jodoptagelsen og dannelsen af hormoner i skjoldbruskirtlen. Overdrevent indtag af strandkål kan føre til forstørret skjoldbruskkirtel og i værste fald påvirke det normale stofskifte og normal vækst i mennesker. Opvarmning af strandkål kan medføre en lavere koncentration af nedbrydningsprodukterne fra glucosinolater, men de bliver ikke fjernet fuldstændig. Frøet indeholder erucasyre. Der er ikke rapporteret om akutte forgiftninger eller andre toksikologiske effekter ved indtag af strandkål.
Strandkål bør dog ikke spises i mængder, som man vil kunne spise anden kål. Det vurderes samlet, at strandkål kan spises i moderate mængder (som 30 gram råt bladmateriale tre gange i sæsonen).
Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.
Blade fra strandkål er ikke novel food og kan derfor markedsføres uden en forudgående novel food-godkendelse. Ved markedsføring skal der dog tages hensyn til de sikkerhedsmæssige betænkeligheder, der er ved et for højt indtag af plantedelene.
Bemærk, at hvis bladet markedsføres som et ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-godkendelse inden markedsføring.