Næringsstoffer og stoffer i kosttilskud

Der findes mange forskellige slags kosttilskud med forskellige indholdsstoffer. På denne side kan du læse om, hvordan du undersøger, om indholdet i et kosttilskud er sikkert.

Kosttilskud bliver ikke godkendt af Fødevarestyrelsen, inden de kommer på markedet. Derfor har du brug for en kritisk sans, når du køber kosttilskud. 

Det er også en god idé at tjekke om det kosttilskud, du ønsker at købe er registreret og dermed underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol. 

Læs mere om kosttilskudsregisteret og Fødevarestyrelsens kontrol på siden "Kontrol og klager"

Sammenlign dit kosttilskud med Fødevarestyrelsens vejledende værdier

Det er vigtigt, at du ikke spiser kosttilskud ukritisk. Der er ikke i lovgivningen grænser for, hvor meget vitamin eller mineral, dit kosttilskud må indeholde. 

Fødevarestyrelsen har lavet en oversigt over, hvor meget vitamin eller mineral dit kosttilskud højst bør indeholde. Disse vejledende værdier er sat ud fra en øvre sikker grænse for indtaget af vitaminer og mineraler fratrukket, hvor meget du får fra en almindelig kost. Værdierne er ikke en anbefaling for, hvad du som minimum bør indtage fra kosttilskud eller kosten generelt set. De er et redskab til at sikre, at du ikke risikerer at få for meget.

De vejledende værdier er oplyst per anbefalet daglig dosis. Den anbefalede daglige dosis på kosttilskud er fastsat af producenten (f.eks. "én tablet dagligt" eller "5 dråber dagligt"). Den anbefalede daglige dosis bør ikke overskrides.

Hvis du tager flere kosttilskud om dagen med f.eks. samme vitamin, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at kosttilskuddene tilsammen har et indhold, der ikke overstiger den vejledende værdi.

Nogle få steder står der ”ingen grænse” i stedet for en vejledende værdi, og det betyder, at vitaminet eller mineralet er sikkert at indtage i kosttilskud uanset mængden.

I butikker og på nettet kan du købe kosttilskud med et højere indhold af vitaminer og mineraler, end det Fødevarestyrelsen vejleder om. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at du vælger kosttilskud, der har et indhold, som er under de vejledende værdier.

Vejledende værdier for maksimalt indhold (per anbefalet daglig dosis) i kosttilskud

Næringsstof Voksne Børn 11-17 år Børn 3-10 år Børn 1-2 år
Vitamin A (ug RE) 890 1482 365 154
Vitamin D (µg) 95 98 48 49
Vitamin E (mg α-TE) 291 213 113 97 
Vitamin  K (µg) 919 624 331 253
Vitamin C (mg) 1000 670 370  270
Thiamin (mg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Riboflavin (mg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Niacin (mg NE) 891 (10 for nikotinsyre) 493 (6 for nikotinsyre) 215 (3 for nikotinsyre) 144 (2 for nikotinsyre)
Vitamin B6 (mg) 10 8 4 2,5
Folsyre (µg) 1000 600 300  200 
Vitamin B12 (µg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Biotin (µg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Pantothensyre (mg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Kalium (mg) 3000 2236 946
Natrium (mg) Ingen grænse  Ingen grænse  Ingen grænse  Ingen grænse 
Chlorid (mg) Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse Ingen grænse
Calcium (mg) 1327 1541 1471 1729 
Phosphor (mg) 1727 727 0  0
Magnesium (mg) 233 237 239 58
Jern (mg) 37 (50 for gravide fra 10. graviditetsuge) 21  6
Zink (mg) 11  8 2 1
Kobber (mg) 0,4 0,6 0 0
Mangan (mg) 3,4 3 1,9  1,9 
Fluorid (mg) 5,4 3,7 0,7 0,7
Selen (µg) 197 160  70  48 
Chrom (µg) 250 250 250  250 
Molybdæn (µg) 541 360 159  70 
Jod (µg) 134 83  39
Bor (mg) 0,16 0,1 0,04 0,03 
Silicium (mg) 350 0 (350 fra 15 år) 0 0

Der er ikke vejledende værdier for næringsstoffer i kosttilskud til spædbørn under 1 år, da myndighederne kun anbefaler tilskud af vitamin D (10 µg pr. dag) til denne målgruppe samt tilskud af jern (4 eller 8 mg pr. dag afhængig af mængden af modermælkserstatning) til for tidligt fødte og spædbørn med for lav fødselsvægt.

De fleste har ikke brug for tilskud af vitaminer og mineraler

De vejledende værdier er ikke en anbefaling for, hvor meget vitamin eller mineral du har brug for dagligt, hverken fra kosttilskud eller kosten samlet set. Hvis børn og voksne spiser en sund og varieret kost, får de dækket deres behov for næringsstoffer. Fødevarestyrelsen anbefaler generelt, at børn og voksne som udgangspunkt ikke tager tilskud af vitaminer og mineraler, bortset fra D-vitamin i vinterhalvåret (fra oktober til april).

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har dog en række anbefalinger til personer, der befinder sig i en særlig situation, der gør, at et tilskud af vitaminer eller mineraler kan være en god idé. 

Find myndighedernes kosttilskudsanbefalinger

Kosttilskud kan være tilsat andre stoffer end vitaminer og mineraler.

Andre stoffer, der har en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, kan f.eks. være aminosyrer, koffein eller inositol. Kosttilskud kan også bestå af koncentrater eller udtræk fra ingredienser, såsom planteekstrakter med indhold af aktive stoffer, som påvirker ernæringsmæssigt eller fysiologisk. Dette kunne f.eks. være hyaluronsyre fra hanekamsekstrakt eller quercetin fra pagodetræ.

Hvis du overvejer at købe et kosttilskud, som indeholder andre stoffer end vitaminer eller mineraler, kan du undersøge, om de er lovlige at bruge i kosttilskud i Danmark.

Se de godkendte stoffer i bilag 1 til 'Bekendtgørelse om tilsætning af visse andre stoffer end vitaminer og mineraler til fødevarer' (retsinformation)

Kosttilskud må også tilsættes teknologiske tilsætningsstoffer såsom smagsstoffer eller konserveringsmidler, hvis de er godkendt til brug i kosttilskud. Det er på EU-plan, at sådanne stoffer bliver godkendt til brug i kosttilskud. 

Mange kosttilskud indeholder planter, plantedele eller planteekstrakter, f.eks. ginkgo biloba eller hvidløg. 

Der er ikke en facitliste over, hvilke planter, der er tilladt at bruge i kosttilskud. Kosttilskud må bare ikke være sundhedsskadelige, og det er virksomhedens ansvar. Ikke alle planter og ekstrakter kan spises uden bekymring. Fødevarestyrelsen er ved kontrol stødt på sundhedsskadelige planter i kosttilskud. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at du er opmærksom på, hvilke planter et kosttilskud indeholder. 

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en liste over farlige planter fundet i kosttilskud, men listen er ikke udtømmende. Fødevarestyrelsen opdaterer også listen løbende, når der er ny viden.
 
 
Du vil kunne opleve, at der markedsføres kosttilskud på nettet med et indhold af planter, som er at finde på Fødevarestyrelsens liste. Det skyldes, at reglerne for brug af planter og ekstrakter heraf ikke er harmoniseret i EU. Fødevarestyrelsen opfordrer til, at du vælger kosttilskud, som ikke indeholder disse planter. 

Som gravid og ammende anbefaler Fødevarestyrelsen, at du ikke tager kosttilskud med planteingredienser. Det skyldes, at vi ved meget lidt om den potentielle risiko for svangerskabs- og fosterskader for disse kosttilskud. 
 

Planter som er ulovlige i EU

En række planter og stoffer er forbudt at bruge i fødevarer, herunder kosttilskud, i EU. Det skyldes, at den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at de udgør en betydelig fare for folkesundheden.

  • Ephedra-urt og præparater heraf, der stammer fra Ephedra-arter 
  • Bark af johimbe og præparater heraf, der stammer fra johimbe (Pausinystalia johimbe (K. Schum) Pierre ex Beille) 
  • Aloe-emodin, danthron, emodin og alle præparater, hvor disse stoffer kan forekomme 
  • Præparater af blade af Aloe-arter, der indeholder hydroxyantracenderivater (HAD) 

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at du er opmærksom på disse planter, hvis du køber kosttilskud eller andre fødevarer fra udenlandske hjemmesider udenfor EU.

Planter som er underlagt begrænsninger i EU

I EU har man sat begrænsninger for brug af visse planter og stoffer i fødevarer, herunder kosttilskud. Det skyldes, at indtag i større mængder udgør en risiko for sundhedsskadelige virkninger. Produkter skal indeholde:

  • mindre end 3 mg monacoliner fra rød gær-ris per daglig portion 
  • mindre end 800 mg EGCG fra grøn teekstrakt per daglig portion

Du kan se af produktets mærkning, hvor højt et indhold af monacoliner eller EGCG, der er i hver portion af produktet.  

Planter som er under overvågning i EU

For følgende planter har EU konstateret, at der er mistanke om sundhedsskadelige virkninger, men stadig videnskabelig usikkerhed om:

  • Præparater af bark af Rhamnus frangula L., Rhamnus purshiana DC., der indeholder hydroxyantracenderivater (HAD).
  • Præparater af blade eller frugter af Cassia senna L., der indeholder hydroxyantracenderivater (HAD)
  • Præparater af rødder eller jordstængler af Rheum palmatum L., Rheum officinale Baillon og hybrider heraf, der indeholder hydroxyantracenderivater (HAD)
  • Monacoliner fra rød gær-ris (doser under 3 mg per dag)
  • EGCG fra grøn teekstrakt (doser under 800 mg per dag)

Hvis virksomhederne i den nærmeste fremtid ikke kan dokumentere, at det er sikkert at spise planterne, vil det blive forbudt at bruge planterne i fødevarer. Overvej derfor, om du vil tage kosttilskud, som indeholder disse planter. Husk også at læse alle advarsler, der står på produktet. Der er nemlig nogle grupper i befolkningen, der er ekstra sårbare overfor visse af planterne.