Gråbynke (overjordiske dele)

Gråbynke

Gråbynke

Videnskabeligt navn: Artemisia vulgaris L.

Gråbynke tilhører kurvblomstfamilien og er en høj, flerårig plante, som vokser i lysninger bl.a. i grøftekanter, langs veje og på agerjord. Planten blomstrer omkring juli-august og kan plukkes mellem maj og oktober. Gråbynke blev i gamle dage kaldt fattigmandspeber og smager aromatisk og – ja pebret.

I Danmark har den historisk været anvendt som krydderurt og som smagsgiver i øl, før humlen blev opdaget.

Planten indeholder store mængder thujon, som er et giftigt stof, som kan skade nervesystemet. Thujon findes i en lang række af krydderplanter såsom havemalurt, salvie, timian og rosmarin i forskellige mængder. Et voksent menneske (på 70 kg) kan overskride den acceptable daglige indtagelse (ADI) for thujon ved indtagelse af 13 g frisk gråbynke. Et barn, der f.eks. vejer 30 kg vil overskride det acceptable daglige indtag for thujon ved et indtag på lidt over 5 g. Der kan altså være sundhedsmæssige betænkeligheder ved at indtage større mængde gråbynke, så planten bør kun spises i ganske små mængder som krydderi og som smagsgiver i kryddereddike og kryddersnaps.

Gråbynke kan forveksles med en del andre Artemisia-arter: Markbynke (Artemisia campestris L.), havemalurt (Artemisia absinthium L.), strandmalurt (Artemisia maritima L.), sølvbynke (Artemisia ludoviciana Nutt.) og strandgråbynke (Artemisia vulgaris var. Coarctata), som ikke er risikovurderede i forbindelse med denne planteliste.