Gederams (blade, stængler og blomster)

Gederams

Videnskabeligt navn: Epilobium angustifolium L.

Synonym: Chamaenerion angustifolium (L.) Scop., Chamerion angustifolium (L.) Holub.

Gederams tilhører natlysfamilien og er en flerårig, høj, rank plante, der blomster omkring juli og august. Planten vokser ofte i kolonier i ryddede skovarealer og omkring bebyggelse. Den kaldes også skovbundens asparges. Det er primært de unge skud og blomsterknopper, der er anvendt som fødevare, men også stængler og blade er anvendt. Skuddene skal tages, når de er spæde, hvis de bliver for store, bliver de bitre.

Gederams indeholder høje koncentrationer af antioxidanterne polyfenoler i både blad, blomst og stængel. Desuden er det beskrevet, at blad og blomst indeholder lektiner. Hvor det er kendt, at nogle lektiner i f.eks. havebønner skal inaktiveres ved opvarmning, er der dog ingen oplysninger om deres eventuelle giftighed i gederams. Der er ingen beskrevne forgiftningstilfælde efter indtag af blad eller blomst fra gederams.

Et enkelt rotteforsøg med et ekstrakt af de overjordiske dele af planten har vist hormonpåvirkning hos hanner. Af denne grund bør planten spises i moderate mængder i f.eks. salater, supper og stuvninger.

Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.

Blade og stængler af gederams er ikke novel food, og plantedelene kan derfor markedsføres som fødevarer uden en forudgående novel food-godkendelse.

Bemærk, at hvis de overjordiske dele markedsføres som et ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-godkendelse inden markedsføring.

Da blomsten betragtes som en ny fødevare (novel food), er det ikke tilladt at markedsføre blomsten som fødevare, med mindre man kan forelægge dokumentation for, at den ikke er novel food, eller at brugen af blomsten bliver novel food-godkendt i EU.

De overjordiske dele er dog ikke novel food til brug i kosttilskud og kan derfor markedsføres til brug i kosttilskud uden en forudgående novel food tilladelse.

Bemærk, at hvis plantedelene markedsføres til kosttilskud som ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-tilladelse inden markedsføring.