Strandsennep (overjordiske dele)

Strandsennep

Videnskabeligt navn: Cakile maritima Scop.

Strandsennep hører til korsblomstfamilien og er udbredt i nogle dele af Danmark, hvor den gror på strandbredden. Blade og blomster er i sæson fra juli og ind i efteråret. Der er kendskab til, at skulperne er spist i begrænset omfang som en snack. Skulper, også kaldet frøkapsler, er plantens frugter med frø.

Der er yderst begrænset viden om indholdsstoffer i planten. Blade og frø indeholder glucosinolater og euracasyre. Den Europæiske Fødevareautoritet (EFSA) har fastsat en grænse for indtaget af euracasyre på 7 mg/kg legemsvægt pr. dag. Det svarer til, at en voksen person på 70 kg kan indtage 100 gram strandsennepsblade per dag, før det tolerable daglige indtag af euracasyre overskrides.

Strandsennep kan optage og akkumulere tungmetallet cadmium.

Skulperne kan spises i begrænsede mængder. På grund af det begrænsede kendskab til indholdsstoffer og kendskab til brug af planten bør resten af plantens overjordiske dele ikke spises.

Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.

Da de overjordiske dele af strandsennep betragtes som en ny fødevare (novel food), er det ikke tilladt at markedsføre de overjordiske dele som fødevare med mindre, man kan forelægge dokumentation for, at de ikke er novel food eller at brugen af plantedelene bliver novel food-godkendt i EU. 

Blade og roden af strandsennep er dog ikke novel til brug i kosttilskud og kan derfor markedsføres til brug i kosttilskud uden en forudgående novel food-tilladelse.

Bemærk, at hvis plantedelene markedsføres til kosttilskud som ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-tilladelse inden markedsføring.