Sådan rejser du med dit kæledyr: Få styr på krav og regler

Skal din hund, kat eller et andet kæledyr med på ferie i udlandet? Bliv klogere på Fødevarestyrelsens regler og krav for rejser med kæledyr inden for EU.

Rejsereglerne gælder for disse kæledyr

  • Hunde, katte og fritter (tamme ildere)
  • Fugle, bortset fra fjerkræ*
  • Kaniner og gnavere
  • Krybdyr og padder
  • Hvirvelløse dyr, bortset fra bier, humlebier, bløddyr og krebsdyr
  • Tropiske akvariefisk

*Fjerkræ er følgende arter: høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner, agerhøns og strudsefugle.

Sådan rejser du med andre dyr

Rejser du med andre dyr end de nævnte, skal du overholde de almindelige krav til flytning af dyr:

Gå til flytning af dyr

En rejse med et kæledyr skal overholde tre krav

  • Rejsen skal være pga. ejerens behov for at rejse. Kæledyret skal enten rejse sammen med ejeren eller flyttes indenfor fem dage før eller efter ejers rejse ledsaget af en bemyndiget person.
    • Ejers afrejsedag tæller som dag 1. Eksempel: Ejer rejser den 20. Dyret skal så være flyttet tidligst den 16. eller senest den 24. Vær opmærksom på, at tolkningen af dette krav kan variere fra land til land.
  • Kæledyret skal ikke sælges.
  • Ejendomsretten over kæledyret skal ikke overdrages til en anden person.

Du må ikke rejse med dit kæledyr, hvis dyret eller rejsen ikke lever op til kravene. Skal du på udstilling, er det fx ikke nok at følge rejsekravene.

Du skal desuden orientere dig i de særlige krav til hunde, katte, fritter, fugle og andre dyr.

Rejser du uden for EU?

Hvis du tager dit kæledyr med til et land uden for EU, skal du være opmærksom på de særlige krav og procedurer, der gælder her. Vær også opmærksom på, at dit kæledyr skal tjekkes ved et godkendt indgangssted, når du rejser ind i Danmark eller andre EU-lande igen.

Læs mere om kæledyr på rejser til lande uden for EU

Der er supplerende krav ved rejser med

  • Hunde, katte og fritter, der rejser imellem EU-lande og fra lande uden for EU til EU-lande.
  • Fugle, der rejser fra lande uden for EU til EU-lande.

Du må maksimalt rejse med fem af disse dyrearter.

Læs de supplerende krav

Sådan rejser du med din hund

Sådan rejser du med din kat eller fritte

Rejse med fugle fra lande uden for EU

Dispensation for rejsekrav

Du kan i nogle tilfælde søge dispensation for rejsekravene, når du rejser med hunde, katte og fritter.

Læs om dispensation for dit kæledyr

Der er ingen supplerende krav for andre kæledyrsarter end hunde, katte og fritter end de tre generelle krav - med mindre du skal rejse med visse gnavere til Danmark.

Der er heller ikke nogen begrænsning på, hvor mange dyr du må rejse med, når blot du opfylder de generelle krav.

Rejser til Danmark

Du kan tage dit kæledyr med til Danmark, når du opfylder de generelle rejsekrav, og så længe der ikke er supplerende krav til arten. Det kræver ikke ledsagende dokumenter eller forudgående dyrlægekontrol.

Vær dog opmærksom på, at:

  • der er arter af kæledyr, som du ikke må holde som privatperson. Se under fanen "Kæledyr".
  • der er visse arter af gnavere, som er forbudte at tage med til Danmark fra visse lande uden for EU.

Tjek andre EU-landes nationale krav

Andre EU-lande samt Andorra, Island, Liechtenstein, Norge, San Marino og Schweiz kan have nationale regler for rejser med nogle kæledyrsarter. Du skal derfor sørge for at kontakte de veterinære myndigheder i landet, du rejser til, inden du rejser afsted.

Rejser til lande uden for EU

Se mere om rejser til lande uden for EU

Vær også opmærksom på, at dit kæledyr skal tjekkes ved et godkendt indgangssted, når du rejser ind i Danmark eller andre EU-lande igen.

Læs mere

Til udlejere af sommerhuse


Her kan sommerhusudlejere mv. hente materiale, der kan sendes til udenlandske lejere, der ønsker at medbringe kæledyr fra udlandet.