Almindelig stedmoderblomst tilhører violfamilien. Almindelig stedmoderblomst findes som en vild plante i naturen, men der findes også mange dyrkede, forædlede sorter.
Plantens overjordiske dele (urt med blomst) er kendt for dens relativt høje indhold af salicylsyre og methylsalicylat. Et voksent menneske på 70 kg kan indtage ca. 100 gram frisk plante, før det acceptable daglige indhold af methylsalicylat overskrides.
Der er ikke anmeldt forgiftningstilfælde efter indtagelse af plantens blomster. Indtag af plantens blomst giver ikke anledning til sundhedsmæssige bekymringer for mennesker uden følsomhed over for salicylsyre. Dog kan visse undergrupper af befolkningen f.eks. astmatikere være særligt følsomme over for plantens indhold af salicylsyre. 10-20 % af astmatikere er salicylsyresensitive og bør derfor undgå planten.
Der er undersøgelser, som tyder på, at planten kan ophobe metaller (cadmium, bly og zink) i blomsterne, hvis de vokser på metalforurenet jord, hvorfor man bør være opmærksomhed på voksestedet.
Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.
Da blomsten af almindelig stedmoderblomst betragtes som en ny fødevare (novel food), er det ikke tilladt at markedsføre blomsten som fødevare med mindre, man kan forelægge dokumentation for, at blomsten ikke er novel food eller at brugen af blomsten bliver novel food-godkendt i EU.
Blomsten er dog ikke novel til brug i kosttilskud. Blomsten kan derfor markedsføres uden en forudgående novel food-godkendelse til brug i kosttilskud.
Bemærk, at hvis blomsten markedsføres til kosttilskud som et ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-godkendelse inden markedsføring.