Rengøringsprocedurer for transportører og lagre

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skal godkende rengøringsproceduren. Læs om krav til godkendelse af rengøringsprocedurer ved transport og oplagring af forskellige typer af animalsk foder.

Der kan være krav om, at virksomheder med køretøjer, containere, beholdere eller lagervirksomheder skal have godkendt deres rengøringsprocedure af styrelsen. Godkendelsen skal ske inden transport med eller opbevaring af visse typer af foder.

Se oversigt over hvilke situationer, der er krav om, at transportører eller lagre skal have godkendt sin rengøringsprocedure (pdf)

Styrelsen anbefaler, at virksomhederne ansøger om at få godkendt rengøringsproceduren for alle de mulige situationer. Derved er virksomheden klar til at transportere eller opbevare foder i forskellige situationer og skal ikke vente på at få godkendt sin rengøringsprocedure senere til en specifik situation.

Dokumenter, at du overholder kravene

Når du fremsender rengøringsproceduren til styrelsen, skal det fremgå, hvordan virksomheden sikrer, at kravene i TSE-forordningen overholdes:

  • Hvordan sikrer virksomheden sig, at rengøringen af køretøjerne/container/beholder eller lager er tilstrækkelig?
  • Hvordan sikrer virksomheden sig, at der er dokumentation for, at der er rengjort mellem de relevante skift mellem fodertyper (der kan bl.a. tages prøver for at verificere en rengøring)?
  • Hvordan sikrer virksomheden sig, at dokumentation for rengøring bliver gemt i mindst to år?
  • Anmodning om godkendelse af rengøringsproceduren sendes til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Du kan se på oversigten, hvilken blanket du skal anvende.

Når en virksomhed har fået godkendt sin rengøringsprocedure, er det virksomhedens ansvar efterfølgende at sikre, at nye situationer bliver godkendt af styrelsen. Dette gælder både ved nye aktiviteter i virksomheden og ny lovgivning, som kræver, at virksomhedens rengøringsprocedure skal godkendes af styrelsen.

Virksomheder med en godkendt rengøringsprocedure bliver offentliggjort på styrelsens hjemmeside.