Den gode start med hund

Giv hvalpen en tryg start i sit nye hjem. Læs om de første dage, hvalpetræning, udstyr, hundeskove og regler for halsbånd og hundetegn.

​Det er en stor omvæltning for din hund at komme til et nyt hjem, især hvis den er hvalp og kommer lige fra sin mor og sine søskende.

I de første dage skal hunden have ro, og du bør kun gå korte ture med den. Hunden har i starten brug for tryghed og tæt kontakt med sin familie.

Hunden ved ikke på forhånd, hvad du forventer af den. Det skal den først lære. Den har brug for faste rammer og genkendelighed. Det er nemmere at give hvalpen gode vaner end at vænne den af med de dårlige.

I den allerførste tid er der også andre ting, du skal være opmærksom på. Eksempelvis foder, ormekur, vacciner, registrering, forsikring og lovpligtigt hundetegn.​

Læs vores råd til en god start med din hund

Vi anbefaler, at du går til hvalpetræning med din hund, også selvom du har gået med en tidligere hund. Din hund har behov for få gode oplevelser med andre hund og fremmede mennesker. Det kan have stor betydning for dens forhold til fremmede senere i livet. Hvalpetræning giver også et godt fundament for samarbejdet mellem dig og din hund.

Du må gerne tage din hund med ud i naturen - så længe den er i snor. Det er nemlig godt for både dig og din hund at være sammen og få den daglige motion. Hunde skal ifølge naturbeskyttelsesloven som udgangspunkt altid være i snor i naturen. Det skal de bl.a. være, så du viser hensyn til vilde dyr, andre gæster og din og din hunds sikkerhed.

På Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om hundeluftning i naturen og se et interaktivt kort over Naturstyrelsens 250 hundeskove over hele landet. I disse hundeskove må din hund gerne gå uden snor.

Hunde skal bære hundetegn med ejerens navn, adresse og gerne telefonnummer. 

Hundens halsbånd må ikke skade hunden. Det er forbudt at bruge pighalsbånd med stumpe, skarpe eller spidse pigge og metalombøjninger.

Hunde må gerne holdes i snor på gåture og lignende, men det er som udgangspunkt forbudt at opbinde hunde.

I nogle situationer er det dog tilladt at binde hunde midlertidigt:

  1. I forbindelse med træning, jagt eller lignende.
  2. Uden for butikker eller lignende steder, hvor hunde ikke har adgang.
  3. Under rejser, hvor forholdene gør det nødvendigt.
  4. Hvis hunden opholder sig i en have eller lignende sammen med ejeren eller andre personer.
  5. Andre situationer, hvor helt særlige forhold gør det nødvendigt at binde hunden midlertidigt.

Hvis hunden bindes midlertidigt, skal snoren være tilstrækkeligt lang, så hunden kan vende, lægge og rejse sig. Hunden skal beskyttes mod vejret og have adgang til skygge ved behov.

Helt særlige forhold gør sig gældende, hvis der opstår en akut situation, som gør, at hunden skal opbindes for at beskytte mennesker og andre hunde. Eksempelvis for at afværge en ulykke eller hente hjælp. Man må altså ikke planlægge at binde sin hund i længere tid ad gangen.