Et skambid er defineret ved følgende:
- Flere dybe, punktformede sår, der når dybt ned i underhuden eller penetrerer ned i muskulatur; det skal tydeligt fremgå, at der er tale om flere bid, og at det er foregået med nogen voldsomhed
- Udrivning (dyb flænge) i underhud/muskulatur (altså ikke kun i huden/skindet))
- Bidlæsioner, der medfører tab af væv (bortset fra ubetydelige skader på hundeører)
- Bidlæsioner, der medfører døden, herunder situationer, hvor en hund rusker en anden hund til døde, uden at biddet i sig selv har givet anledning til skader af en karakter som beskrevet i de foregående tre punkter.
Skambid – nye regler
Lovændringen indebærer en præcisering af bestemmelsen i hundelovens § 6, stk. 5 om aflivning af hunde, der ved et overfald har skambidt mennesker eller andre hunde.
Ændringen indfører en ny, mere præcis definition af skambid, som beskriver, hvilke fysiske skader der skal være til stede, før der kan være tale om skambid. Politiet kan indhente oplysninger fra læge eller dyrlæge om bidskaden.
Hvis en hund bider et menneske eller en anden hund, er det Politiet, der konkret vurderer og afgør, om hunden skal aflives.
Med de nye regler har ejeren af hunden desuden mulighed for at forlange en hundesagkyndig undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse. Omstændighederne ved bidepisoden skal indgå i den sagkyndiges undersøgelse, fx om det skete under leg, i forsvar eller lignende. To kriterier skal altså være opfyldt, for at der vil være tale om skambid – hundens adfærd og selve skaden.