I forbindelse med primærproduktion benyttes ordet "fiskevarer" som en samlet betegnelse for fisk og hvirvelløse havdyr (f.eks. krabber og rejer). Der indgår ikke pighuder, sækdyr, havsnegle, og levende toskallede bløddyr (f.eks. muslinger) i betegnelsen.
Fiskeri og håndtering af fiskevarer om bord på fiskefartøjer er primærproduktion.
Primærproduktion omfatter derfor følgende aktiviteter ved fiskeri, f.eks. ombord på fiskefartøjer: slagtning, afblødning, hovedskæring, rensning (fjernelse af indvolde og finner), nedkøling og indpakning. Bemærk, at nedkøling ikke er det samme som indfrysning.
Transport til første virksomhed på land er også en del af primærproduktionen, når primærproducenten står for transporten.