Uddannelsesbevis for landbrugsmæssigt hold af malkekvæg

Her finder du information om, hvem der skal have gennemført kursus i hold af malkekvæg, og hvem der udbyder disse kurser.

Hvem er omfattet af uddannelseskravet?

Kravet omfatter for det første kun landbrugsmæssigt hold af malkekvæg og for det andet kun den besætningsansvarlige. Derudover omfatter kravet kun besætninger over en vis størrelse. Kravet gælder i følgende situation:

Hvis antallet af køer på CHR-nummeret er større end eller lig med 100 køer.

Er der på samme CHR-nummer flere besætninger med samme dyreart med forskellige besætningsansvarlige, er det det samlede antal dyr af dyrearten på CHR-nummeret, der er afgørende for, om den enkelte besætningsansvarlige er omfattet af krav om uddannelse.

Har den besætningsansvarlige ansvar for besætninger på forskellige CHR-numre, er det det samlede antal dyr af dyrearten på det enkelte CHR-nummer, der er afgørende for, om denne er omfattet af krav om uddannelse.

Er en person besætningsansvarlig for en del af en besætning, er denne omfattet af krav om uddannelse, hvis antallet af dyr af den pågældende dyreart på CHR-nummeret er lig med eller større end en eller flere af tærskelværdierne ovenfor.

Kravet om uddannelsesbevis kan opfyldes på flere måder

Ved deltagelse i kursus

Man kan opnå et uddannelsesbevis for landbrugsmæssigt hold af malkekvæg efter deltagelse i et kursus med bestået afsluttende prøve afholdt af en kursusudbyder, som er godkendt af Fødevarestyrelsen. Se hvem der er godkendt til at udbyde kurser nedenfor i afsnittet "Godkendte kursusudbydere".

Ved at have en bestemt uddannelse

Man opfylder uddannelseskravet ved at have gennemført en af følgende uddannelser:

  • Landbrugsuddannelsen, jf. bekendtgørelse om landbrugsuddannelsen.
  • Anden selvstændig uddannelse, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Man er derudover undtaget fra uddannelseskravet, hvis man har gennemført en kandidat i husdyrvidenskab eller er dyrlæge.

Fødevarestyrelsen kan endelig i særlige situationer meddele dispensation fra uddannelseskravet.

Godkendte kursusudbydere

Følgende kursusudbydere er godkendt af Fødevarestyrelsen til afholdelse af kurser:

Dalum Landbrugsskole
Landbrugsvej 65
Hjallese
5260 Odense S
CVR-nr. 53578217
www.dalumls.dk

En kursusudbyder, der ønsker at afholde kurser til opnåelse af uddannelsesbevis vedrørende landbrugsmæssigt hold af malkekvæg, skal først godkendes af Fødevarestyrelsen. Der er ikke formularer til brug for ansøgning om godkendelse som kursusudbyder eller kurser. 

Uddannelsesbeviset for gennemførsel af kurset udstedes af kursusudbyderen.

Formular til udstedelse af uddannelsesbevis (pdf)

Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til at udøve erhvervet som besætningsansvarlig, hvis personens erhvervsmæssige kvalifikationer kan anerkendes. For nærmere information om ansøgningens indhold og hvortil ansøgningen skal sendes til henvises til kapitel 4 i bekendtgørelse om uddannelseskrav for den besætningsansvarlige for landbrugsmæssigt hold af grise, malkekvæg og æglæggende høner.

Følgende personer kan søge:

  • Statsborgere fra EU-lande (men ikke Danmark)
  • Statsborgere fra EØS-lande og nogle andre lande

Hvis man er omfattet af reglerne, der gælder for statsborgere fra EU-lande (men ikke Danmark), EØS-lande og nogle andre lande, og udelukkende midlertidigt og lejlighedsvist ønsker at udøve erhvervet som besætningsansvarlig, behøver man ikke at søge om tilladelse hertil. Man skal dog indsende en skriftlig anmeldelse, med det indhold, der fremgår af bekendtgørelse om uddannelseskrav for den besætningsansvarlige for landbrugsmæssigt hold af grise, malkekvæg og æglæggende høner § 19 forud for at man første gang påbegynder arbejdet som besætningsansvarlig. Anmeldelsen gælder for et år og skal fornyes forudgående for hvert efterfølgende år, hvor man ønsker midlertidigt og lejlighedsvis at udøve erhvervet som besætningsansvarlig.