Bønnespirer og andre spirer

Frugt og grønt

Spis ikke ​​de forkerte hjemmedyrkede spirer

Spiring af frø og bønner har stigende popularitet i madlavning, juice og smoothies. Men pas på! De forkerte spirer kan indeholde toksiner fra n​​​aturens hånd, som kan give akutte forgiftninger.

F.eks. bør bønner med et højt indhold af lektiner ikke bruges til spiring. Symptomerne er opkastning, diarré og i alvorlige tilfælde mavekramper og blødning. Ubehaget kommer oftest inden for et par timer efter indtagelsen.

Disse bønner bør du ikke spire

  • kidneybønner, pintobønner, brune-, sorte-, og hvide bønner (Phaseolus vulgaris)
  • pralbønner (Phaseolus coccineus)
  • limabønner (Phaseolus lunatus)
  • hjelmbønner (Dolichos lablab)
  • hestebønner (Vivia faba)
  • sojabønner (Glycine max)
  • gule ærter (Pisum sativum)
  • kikærter (Cicer arietinum)
  • græsfladbælg (Lathyrus sativus)

Gode sp​irebønner er f.eks.

  • røde og grønne linser (Lens culinaris)
  • mungbønne (Phaseolus radiatus)
  • azukibønne (Phaseolus angularis)
  • sortøjebønner (Vigna unguiculata)
  • urdbønne (Phaseolus mungo)
  • ærter (Pisum sativum)
     

Grønne boghved​​​​espirer​ er også uegnede i madlavning

Grønne boghvedespir​er har et højt indhold af fototoksiske stoffer kaldet fagopyriner. Derfor er grønne boghvedespirer helt uegnede i din juice, suppe eller anden madlavning.

Når man spiser grønne boghvedespirer, trænger fagopyrinerne ud i huden. Udsættes huden for sollys, kan kombinationen forårsage symptomer som prikken i huden, hudkløe eller brændende røde udslæt og efterfølgende øget hudfølsomhed over for kulde, varme og berøring. Også øjnene kan blive påvirket, og solcreme eller solbriller giver ikke tilstrækkelig beskyttelse.

Lidelsen er velkendt hos husdyr, der har spist boghvedeplanter – her har lidelsen et navn, fagopyrisme. Hele boghvedefrø og boghvedemel har et indhold af fagopyriner, der er så lavt, at det ikke har nogen betydning. 

Begræns dit in​​dtag af solsikke- og ​​hørfrøspirer 

Solsikkekerner og hørfrø har et højt indhold af cadmium, og det har deres spirer også. Solsikke- og hørfrø ​​spirer bør ikke spises i større mængder eller bruges til fremstilling af juice/mælkeerstatning, men de kan bruges i begrænset omfang i bl.a. brød.

Sygdomsbakterier i spirer – hav altid god hygiejne, når du spirer

Spirer kan give alvorlige sygdomsudbrud, fordi frøene har været forurenet med sygdomsbakterier som salmonella og E. coli. Gode råd, når du hjemmespirer:

  • Brug kun frø og bønner, der er beregnet til spirer
  • Brug rent udstyr til spiring
  • Skyl frøene eller bønnerne grundigt
  • Skyl spirerne, før de spises
  • Spis spirerne med det samme

  spirer du i vinduskarmen? så vælg de rigtige bønner eller frø