Udblød og kog derfor lupinfrø før anvendelse.
Der findes mange forskellige lupinarter. Alle arterne indeholder lupin-alkaloider (quinolizidin-alkaloider), som er bittertsmagende og giftige. I Europa spiser man kun frø fra tre arter: hvid lupin (Lupinus albus L.), smalbladet lupin (Lupinus angustifolius L.) og gul lupin (Lupinus luteus L.).
I Sydeuropa har man haft tradition for at spise frø fra hvid og gul lupin som snack i en saltlage. Den type snack kan købes, eller man har fremstillet dem hjemme. Frøene har traditionelt indeholdt store koncentrationer af lupin-alkaloider og har først været spiselige efter en tilberedningsproces med kogning, udblødning i flere hold vand i dagevis og bortsmidning af udblødningsvandet. På den måde har man fjernet det meste af alkaloiderne.
I de senere år er der kommet frø fra smalbladet og hvid lupin med lavt indhold af alkaloider (≤200 mg/kg) på markedet. Disse frø males til mel og er fx anvendt i brød. Mel fremstillet af frø fra hvid, smalbladet og gul lupin med lavt indhold af alkaloider er uskadeligt.
Indtagelse af større doser af alkaloider fra frø med højt indhold giver akut forgiftning som følge af påvirkning af centralnervesystemet. Symptomerne kan være mundtørhed, forstørrede pupiller, forstyrret balanceevne, hjertebanken og abnorm hjerterytme. Børn er mere følsomme for stofferne end voksne. Der er beskrevet dødsfald hos småbørn, der har spist 5-10 g lupinfrø med højt alkaloidindhold. Lupin-alkaloider fra visse vilde lupinarter kan i store mængder give fosterskader.
Lupinfrø fra de samme arter med højt indhold af alkaloider bør ikke spises uden meget omhyggelig tilberedning. Protein fra lupin er allergent, hvorfor færdigpakkede produkter med et indhold af lupin altid skal mærkes som oplysning til allergikere.