Fra grisene smittes, til de viser symptomer, går der oftest 3-6 dage, men det kan variere fra 2-12 dage. Symptomerne afhænger af det involverede virus' anslagskraft, dyrenes alder (yngre dyr er mere påvirkede af sygdommen end voksne dyr) og dyrenes immunitet.
Sygdommen optræder i to former:
- Hurtigt forløb med voldsomme tegn på sygdom og stor dødelighed. Høj feber. Grisene bliver sløve og har ringe ædelyst. Der kan ses stiv, stikkende gang, ukoordinerede bevægelser, vaklende bagben under gang, tåreflåd der kan klistre øjenlågene sammen, brækninger, forstoppelse som senere slår over i voldsom diarré, røde eller blålige misfarvninger i huden fortrinsvis på ben, bug og ører, samt kramper.
- Den anden form har et mildere og et mere langstrakt og snigende forløb med lav dødelighed blandt voksne dyr. Der ses lettere temperaturforhøjelse, og grisene er utrivelige. Hos drægtige søer ses reproduktionsforstyrrelser visende sig ved aborter, svagfødte og dødfødte grise.
Den, der har modtagelige dyr i sin varetægt, skal ved mistanke om klassisk svinepest straks tilkalde en dyrlæge.
Smitten overføres i den enkelte besætning fra dyr til dyr ved direkte kontakt samt ved indirekte kontakt gennem strøelse, foder og vand, som er forurenet med urin, gødning og næseflåd fra syge dyr. Stier, hvor der har været sygdomsudbrud, er smittefarlige i mange dage.
Smitte fra besætning til besætning sker oftest ved handel med grise, som er smittet, men endnu ikke har symptomer, eller ved anvendelse af transportvogne, der ikke er rengjort tilstrækkeligt. Personer kan også videreføre smitten. Mellem nærtliggende svinestalde kan der ske luftbåren smitte.
Smitten kan overføres ved fodring med ukogt slagteaffald, kød eller kødaffald indeholdende virus. Dette har været årsag til adskillige sygdomsudbrud. Smittede drægtige søer kan udgøre en smittekilde, da fostre kan blive smittet. Efter fødslen kan grisene vise sig at være sunde smittebærere. De vil kunne udskille virus i perioder hele livet og vil ikke kunne afsløres ved blodprøvning.
Forekomst af klassisk svinepest blandt vildsvin kan give anledning til overførsel af smitte til tamsvin. Dette er en medvirkende årsag til de gentagne udbrud af sygdommen i Europa de seneste år.
Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Såfremt der opstår en mistanke om klassisk svinepest, der ikke kan afvises af Fødevarestyrelsen, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Statens serum institut.
Det er ikke tilladt at vaccinere mod klassisk svinepest i Danmark.
Det er forbudt at anvende madaffald til fodring af grise.
Der er blevet konstateret klassisk svinepest i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika i det seneste årti.
Klassisk svinepest har i en årrække været et stort problem i Europa, både i tamsvinebesætninger og i vildsvinebestanden. I områder i Europa, hvor der er en vildsvinebestand, der er inficeret med klassisk svinepest, sker der en spredning fra vildsvin til tamsvinebesætninger.
I 2001-2005 er klassisk svinepest blevet overført fra vildsvin til tamsvinebesætninger i bestemte områder i Slovakiet samt i Tyskland, Luxembourg og Frankrig, der grænser op til et fælles skovområde med vildsvin.
Der har ikke været konstateret klassisk svinepest i Danmark siden 1933. Seneste tilfælde af sygdommen i EU var i juni 2014, da der blev konstateret klassisk svinepest i en baggårdsbesætning i den østlige del af Letland.