Vesikulær stomatitis er karakteriseret ved feber og blærer (vesikler) på slimhinden i mundhulen, på overfladen af tungen, patterne og ved kronranden. Vesikler kan forekomme andre steder på kroppen.
Inkubationsperioden er normalt mellem 2 og 8 dage, men kan være op til 21 dage.
Savlen er ofte det første tegn på sygdommen. Ved undersøgelse af mundhulen ses små hvide vesikler. Læsionerne varierer i størrelse; enkelte er på størrelse med en ært, mens andre kan omfatte hele tungens overflade.
Hos heste ses læsionerne primært på den bageste del af tungen, men også indersiden af læberne og tandkødet kan have blærer.
Hos kvæg ses læsionerne på den hårde gane, læberne og tandpladen og i sjældne tilfælde også på mulen og næsen. Sekundære læsioner ved kronranden og på patterne (malkekvæg) er almindelige.
Hos grise er halthed ofte det første tegn på sygdommen, da kronrandslæsioner er hyppigt forekommende.
Feber forekommer samtidigt med dannelsen af vesiklerne.
Almindeligvis er sygdommen ukompliceret med helbredelse efter ca. 2 uger.
VS er især af betydning på grund af den store lighed med mund- og klovesyge, vesikulær exanthem og smitsom blæreudslet hos svin. Derfor er det uhyre vigtigt at få en korrekt diagnose.
Såfremt det er heste, der er angrebet, er det ikke noget problem, da disse ikke er modtagelige for de nævnte sygdomme.
Den, der har modtagelige dyr i sin varetægt, skal ved mistanke om vesikulær stomatitis straks tilkalde en dyrlæge.
VS er ikke så smitsom som mund- og klovesyge. Virus spreder sig hurtigt i en besætning; op til 90 pct. af dyrene kan vise kliniske symptomer på VS, og næsten alle dyr vil have antistoffer.
Virus findes i rigelige mængder i såvel blærevæske som blærevæg, og overførsel af VS gennem spyt og væske fra bristede blærer er størst, lige når vesiklerne sprænger, eller kort tid efter. Læsionerne er imidlertid ufarlige efter 5-6 dage.
Den primære infektionsrute kendes ikke, men antages at være gennem hud eller slimhinde. VS kan endvidere smitte med stikfluer af bl.a. arten Phlebotomus.
VS optræder oftest epidemisk i tempererede regioner og endemisk i varmere regioner. Insekter, især fluer, kan fungere som vektorer, men også flytning af dyr er medvirkende til spredning af sygdommen. I endemiske regioner kan sygdommen optræde hele året, men observeres hyppigst i slutningen af våde perioder.
Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Såfremt der opstår en mistanke om vesikulær stomatitis, der ikke kan afvises af Fødevarestyrelsen, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Statens Serum Institut.
Vesikulær stomatitis har aldrig været konstateret i Danmark.