Viral haemorrhagic disease hos kaniner

Pelsdyr (mink, fritter mm.)

Viral haemorrhagic disease (VHD) er en meget smitsom sygdom, som rammer kaniner. Sygdommen skyldes et Calicvirus.

Viral hæmoragisk sygdom hos kaniner (VHD/RHDV) inddeles i to typer, hvor type 2 også kan smitte harer, mens der ikke kendes tilfælde af smitte med type 1 i harer.

VHD er anmeldepligtig og Fødevarestyrelsen skal have besked, når sygdommen er bekræftet. Fødevarestyrelsen til, at de praktiserende dyrlæger, inden indsendelse af prøvemateriale først henvender sig til den lokale veterinærenhed, der vil vurdere, hvorvidt en indsendelse er nødvendig.

Inkubationstiden (den tid, der går, fra dyret bliver smittet, til det viser tegn på sygdom) er meget kort – fra 24 til 72 timer.

Symptomer på VHD er:

  • Ingen appetit
  • Feber
  • Hurtig vejrtrækning
  • Blødninger fra næse, endetarm og andre kropsåbninger
  • Død inden for 48 timer. Dødeligheden vil ligge på 80-90 pct.
VHD kan også optræde uden symptomer og vise sig som pludselige, uforklarlige dødsfald hos kaninerne.
 

VHD smitter ved direkte kontakt mellem kaniner eller ved kontakt med produkter fra smittede kaniner (skind, kød, uld). VHD smitter også gennem afføring og kan på denne måde bringes rundt via forurenet vand, foder, fodtøj, redskaber osv. I I enkelte tilfælde kan kaniner overleve sygdommen. Disse kaniner vil virke raske, men vil kunne udskille virus i op til 42 dage efter endt sygdom.

Calicivirus er meget modstandsdygtig og kan overleve op til 1​​05 dage ved stuetemperatur. Den kan ligeledes modstå nedfrysning.

VHD kan ikke helbredes, men man kan forebygge at sygdommen tages med ind til ens kaniner. Dette gøres bl.a. ved at have god hygiejne i og omkring bure​ne, indsamle grøntfoder, hvor der ikke findes vilde kaniner osv.

Det er muligt at vaccinere mod VHD.

VHD er udbredt over det meste af verden.

I Danmark er VHD første gang registreret i 1990 og er i dag endemisk forekommende i de vilde kaniner. VHD er påvises med jævne mellemrum i tamkaniner.