Miltbrand

Får og geder Grise Heste Hund og kat Kvæg Pelsdyr (mink, fritter mm.)

Miltbrand (også kaldet anthrax) er en akut, febril sygdom, der skyldes en bakterie (Bacillus anthracis).

​​​​​Miltbrand kan ramme næste​​n alle varmblodede dyr, men de mest følsomme dyr er heste og drøvtyggere. Den hyppigste form er septikæmi, dvs. blodforgiftning med bakterier i blodet, og denne tilstand er dødelig.

Miltbrand kan også ramme mennesker og​​ er således en zoonose, dvs. den smitter mellem dyr og mennesker. Man skal derfor være meget opmærksom, hvis man skal håndtere selvdøde dyr.

Når bakterierne bliver udskilt fra et smittet dy​r eller udsat for ilt ved​ åbning af et kadaver, danner de sporer, der er modstandsdygtige for ekstreme temperaturer, desinfektionsmidler og udtørring.

Miltbrand optræder over hele verden, men gentagne udbrud ​kan forekomme i visse områder. I Danmark er miltbrand en sjælden sygdom, og man har typisk fundet det i enkelte dyr.

 

Inkubationsperioden (den tid, der går, fra dyre​t bliver smittet, til det viser tegn på sygdom) er normalt 3-7 dage (varierende fra 1 til 14 dage). Det kliniske forløb kan variere lige fra perakut til kronisk.
 
Den perakutte form er karakteriseret ved​​ pludselig optræden og hurtig dødelig udgang. Vaklende gang, gispen, rystelser, kollaps og få krampetrækninger er de symptomer, der kan ses uden andre forudgående kliniske symptomer, før døden indtræder.
 
Den akutte form af miltbrand hos kvæg og får er karakteriseret ved hurtig stigning i legemstemperatur (41,5°C) og en periode med uro, efterfulgt af depression, sløvhed, respiratoriske og/eller kredsløbsproblemer, vaklen, kramp​er og død. Ved indtræden af feber vil drøvtyggerfunktionen ophøre og mælkeproduktionen falde, og drægtige dyr kan eventuelt kaste. Der kan ses blødninger fra legemsåbninger.
 
Kronisk infektion er karakteriseret ved lokale og ødematøse ​hævelser under huden, der kan være ret omfattende. De ses hyppigst i nakken, på brystet eller ved skuldrene.
 
Miltbrand hos heste er akut forløbende, og dyrene dør oftest efter 2-3 dage. Sy​mptomerne er feber, kulderystelser, voldsom kolik, ophørt ædelyst, sløvhed og blodig diarré. Der optræder ødemer i de laveste dele af hesten (hals, bug, kønsorganer).
 
Svin er mindre følsomme overfor miltbrand, og her ses, at enkelte svin i en flok dør uden forudgående symptomer, mens andre udvikler hævelser i svælgreg​ionen, der kan medføre kvælning. Mange grise i en flok vil imidlertid udvikle en mild kronisk form og overleve. Ved slagtning kan der imidlertid ses tegn på miltbrand i hals-lymfeknuderne.
 
Miltbrand i tarmene er sjældent diagnosticeret og er karakteriseret ved e​t uspecifikt klinisk forløb med ophørt ædelyst, brækninger, diarré (kan være blodig) eller forstoppelse.
 
Miltbrand hos hunde, katte og vilde rovdyr har de samme kliniske symptomer som b​​eskrevet for svin, og vilde planteædere antages at have et forløb som beskrevet for kreaturer.
 
Efter død mangler dødsstivheden ofte eller er ufuldstændig. Mørkt ​blod kan sive fra mund, næse eller anus fra et oppustet kadaver, der hurtigt går i forrådnelse. Hvis kadaveret uforvarende bliver åbnet, kan man se tydelige tegn på blodforgiftning. Blodet er mørkt og tykt og koagulerer hurtigt. Blødninger ses på slimhinder i brysthulen og bughulen samt på hjertet. Ødematøse blodudtrædninger ses normalt under overfladen på alle organer, i muskler og under huden. En kraftigt forstørret, mørkerød eller sort, blød halvflydende milt er typisk. Lever, nyre og lymfeknuder er forstørrede og blodfyldte.

Miltbrandbakterien Bacillus anthracis overlever som bakterie kun kortvari​​​gt udenfor dyreværten. Ved mangel på næringsstoffer vil bakterien danne sporer, der er meget modstandsdygtige overfor kemiske og fysiske påvirkninger. Sporer kan overleve i miljøet i mere end 30 år.  
 
Sporerne kan indåndes, spises eller komme ind i kro​​ppen via sår. Inde i kroppen bliver de inaktive sporer til aktive bakterier, der formerer sig og afgiver giftstoffer til blodet.
 
Miltbrand smitter ikke fra dyr til dyr, da det er sporen, der kan smitte.
 
Kvæg, heste, får og geder bliver let inficeret, når de optager foder, der indeholder miltbrandsporer. Sådanne jordbundsforårsagede udbrud ses primært i sommerperioden med temperaturer over 16°C. Epidemier ses ved drastiske klimatiske eller økologiske forandringer, såsom større regnskyl, oversvømmelse eller tørke. Selv i områder, hvor miltbrand optræder jævnligt, kan der være år mellem udbruddene.
 
Smitteoverførsel kan også ske ved indtagelse af inficeret mad, æg, kød- og benmel. Forurenede afgrøder (hø) har også forårsaget mindre udbrud. Svin, hunde, katte, mink og vilde dyr bliver smittet ved at æde af forurenet kød.
 
Støv, der indeholder miltbrandsporer, kan inhaleres og give anledning til udbrud af miltbrand i lungerne og lokale lymfeknuder (inhalationsanthrax).

Da miltbrand oftest er dødelig, er det meget vigtigt med hurtig behandling og forebyggelse af nye tilfælde.
 
Ved et jordbundsforårsaget udbrud skal syge dyr behandles med antibiotika, og alle andre tilsyneladende raske dyr i besætningen og nærliggende områder kan overvejes vaccineret.
 
Hvis udbruddet er forårsaget af et forurenet fodermiddel, skal udsatte dyr behandles med antibiotika, og det forurenede parti foder skal destrueres.
 
Husdyr reagerer godt på behandling med antibiotika (penicillin eller oxytetracyklin), hvis de bliver behandlet tidligt i forløbet.

Miltbrand optræder over hele verden, men gentagne udbrud kan forekomme i visse områder. I Danmark er miltbrand en sjælden sygdom, og man finder den oftest kun hos et enkelt dyr. Sidste tilfælde i Danmark var i 1988.