Fisk og skaldyr (vildtfanget)

PFAS i vilde fisk

PFAS (fluorstoffer) kan findes i vilde fisk som en forurening fra havet, via fx spildevand og industri. er industrielle forureninger med brandhæmmende,vand-, fedt- og smudsafvisende egenskaber. Nogle fluorerede forbindelser er forbudte i dag, og EU arbejder i kemikaliereglerne (REACH) hen mod en bred anvendelsesbegrænsning for dem alle.

De anvendes eller har været anvendt i blandt andet fødevareemballage, maling, imprægneringsmidler til eksempelvis tekstiler og tæpper, slip- og klæbemidler, brandslukningsskum og insektmidler. Vigtige stoffer i denne gruppe er perfluoroktansulfonsyre (PFOS), perfluoroktansyre (PFOA), perfluornonansyre (PFNA) og perfluorhexansulfonsyre (PFHxS). 

Fødevarestyrelsens analyser af vildtfangede fisk viser generelt ikke høje indhold af PFAS, og Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at fisk er en sund fødevare. 

Enkelte områder i Danmark kan have et højere indhold af PFAS på grund af lokale kilder. Fødevarestyrelsen fraråder, at du spiser fisk fanget i Furesøen, Mølleåen, Korsør Nor 100 meter fra udløbet, Egåen ved Århus, Herningsholm Å og Faxe Å. Dette er med baggrund i analyser af PFAS i vandet og/eller i fiskene.​

Fødevarestyrelsen har derudover tidligere indført forbud mod afsætning af fisk fanget i Grindsted og Varde åer, forbud mod fiskeri ved Harboøre Tange og forbud mod hjemtagning af visse fisk fanget i Københavns Havn. Disse forbud er indført med baggrund i kendskab til lokal forurening med forskellige kemiske stoffer i områderne.

Di​ox​​​​​in og PCB i vilde fisk

Dioxin og dioxinlignende PCB er en type af miljøforurening, som bliver ophobet i visse fede animalske fødevarer, og som bl.a. kan give øget risiko for kræft og påvirke forplantningsevne og immunforsvar hos mennesker.​ Generelt er der ikke problemer i forhold til dioxin og PCB i fisk fra de danske farvande, specielt hvis man spiser varieret mellem fede og magre fisk og veksler mellem fisk fra forskellige fangstområder. 

Dioxin er en miljøforurening og stammer især fra p​rivate brændeovne samt fra afbrænding af affald og fra industriproduktion gennem tiderne, særligt forbrændings- og produktionsanlæg, i lande syd og øst for Danmark. Dioxin og PCB er på Stockholmkonventionens liste over uønskede stoffer og denne opmærksomhed har fået reduceret indholdet af disse stoffer i fødevarer og foder kraftigt de seneste årtier, som følge af reduceret udledning.

Kilder til dioxin og PCB

Kilder til stofferne er brændeovne, bålpladser og lignende, samt områder forurenet af tidligere industriel aktivitet. De kan stadig medføre betydelige indhold i visse fødevarer. I fisk op koncentreres indholdet af dioxin og PCB i fiskens fedtlag og er højest hos fisk øverst i fødekæden. Dioxin ophobes gennem fødekæden i alt animalsk fedt og findes især i fede fisk fra Østersøen, men også​​ i kød og æg hos udegående dyr. Derfor skal fx fersk, frosset, tørret og røget laks fanget i Østersøen mærkes med, at de er fra Østersøen. Mærkningskravet gælder dog ikke tilberedte fiskeprodukter.

Prøver fra Østersøen, Københavns havn og indre danske farvande

Resultaterne fra Fødevarestyrelsens kontrol i 2019 viser, at de undersøgte fisk i Nordsøen og de indre danske farvande (Skagerrak, Kattegat og Bælthavet) generelt har meget lavt indhold af både dioxin og PCB, langt under de fastsatte grænseværdier. De eneste områder, hvor der kan være forhøjede indhold af dioxin og PCB er omkring Københavns Havn og i Østersøen. I Københavns Havn er det specielt forurening med PCB, der er særligt højt og først og fremmest i sild (disse data er dog kun baseret på 2 prøver). Der er forbud mod at fange bl.a. sild i Københavns Havn. 

I Østersøen har niveauerne for både dioxin og PCB været faldende siden 2018 for både laks og sild, og er nu under de gældende grænseværdier. Kun de store makreller på over 500 g har indhold af dioxin tæt på grænseværdien og PCB over grænseværdien. 

Undersøgelsen viser, at nogle af de mest populære spisefisk i Danmark, hvilling, ising, kulmule, mørksej, pighvar, skrubbe og slethvar, alle har meget lave indhold af både dioxin og PCB, så der er rig mulighed for at variere mellem fiskearterne, så man lettere kan begrænse sit indtag af dioxin og PCB, som typisk er højere i de lidt federe fisk (sild, makrel, vildtfangede laks). 

Læs mere om vigtige råd om rovfisk til gravide (link mangler)

Dioxin i laks og andre fisk

Lyst- og fritidsfiskeri af østersølaks

På grund af et for højt indhold af dioxin i østersølaks skal lystfiskere være særligt opmærksomme på regler og anbefalinger. Lystfiskeri og trollingfiskeri af laks ved Bornholm er tilladt, men er underlagt de samme begrænsninger om fangst af fisk til videresalg og menneskelig føde, som gælder for erhvervsfiskere.

Fisken skal være til eget forbrug og må ikke videresælges eller overdrages til andre. Du skal være opmærksom på, at du risikerer at få for meget dioxin og dioxinlignende PCB, hvis du ofte spiser store laks fra Østersøen.

Østersølaks kan spises i begrænsede mængder

Fødevarestyrelsen anbefaler, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser én portion laks fra Østersøen om måneden. Alle andre kan spise af laksen to gange om måneden, uden at det er sundhedsmæssigt betænkeligt. En portion svarer til 125 gram laks.

Indhold af dioxin i Østersøens ørreder

Svenske undersøgelser viser, at det kun er ørreder i den nordlige del i den Botniske Bugt, der har et dioxinindhold over grænseværdien, mens ørrederne ved Bornholm ikke overskrider grænseværdien. Havørreder kan på mange måder sammenlignes med laks, men de spiser anderledes og bliver ikke helt så fede. De to ting mindsker risikoen for forhøjet dioxinindhold.

Andre områder i Danmark 

Enkelte områder i Danmark kan have et højere indhold af PFAS på grund af lokale kilder. Fødevarestyrelsen fraråder, at du spiser fisk fanget i Furesøen, Mølleåen, Korsør Nor 100 meter fra udløbet, Egåen ved Århus, Herningsholm Å og Faxe Å. Dette er med baggrund i analyser af PFAS i vandet og/eller i fiskene.​

Fødevarestyrelsen har derudover tidligere indført forbud mod afsætning af fisk fanget i Grindsted og Varde åer, forbud mod fiskeri ved Harboøre Tange og forbud mod hjemtagning af visse fisk fanget i Københavns Havn. Disse forbud er indført med baggrund i kendskab til lokal forurening med forskellige kemiske stoffer i områderne.

Kvi​​​​ksø​lv​​ i fisk

Kviksølv i fisk er en miljøforurening, som opho​bes gennem fødekæden. Gamle vilde fisk af bestemte arter kan derfor have et højt indhold af kviksølv. Kviksølv påvirker nervesystemets udvikling og især hjernen under udvikling hos et foster og børn. Det giver langsommere indlæring og udvikling af hjernen hos børn.

Af de kendte vilde spisefisk i Danmark er det store tun, rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart, som kan have et højt indhold af kviksølv.

Læs mere om de vigtige gode råd til gravide

Læs mere om de vigtige råd til børn om kviksølv i vilde fisk - fx råd om tun

Rejer, krabber og skaldyr

Cadmium er et tungmetal, som findes i miljøet både som følge af en naturlig forekomst, men også fra industriel aktivitet samt anvendelse i landbruget. Cadmium findes derfor også i havet. Husk derfor:

• Rens pil-selv rejer grundigt, da deres indvolde kan have høje koncentrationer af ophobet cadmium.

• Spis kun det lyse krabbekød, da brunt krabbekød har et højt indhold af cadmium.

Læs mere om cadmiu​​m i fødevarer her

Forurening i muslinger og skaldyr

Tungmetaller og metaller som fx bly, cadmium, arsen og kviksølv kan findes i muslinger og skaldyr hvoraf nogle metaller har EU-grænseværdier. Fødevarestyrelsen har undersøgt indholdet af bly, cadmium, kviksølv og i nogle tilfælde også uorganisk arsen i blåmuslinger, hjertemuslinger, østers og konk (havsnegle) i 2019-22. Indhold af bly, cadmium og kviksølv overholder EU’s grænseværdier. Der er ingen  EU grænseværdier for uorganisk arsen i fiskeriprodukter.

Samler du selv østers og muslinger?

Hvis du som privatperson ønsker​ at indsamle muslinger, østers eller andre toskallede bløddyr til eget forbrug, bør du være opmærksom på, at de kan indeholde algegifte. I muslinger m.m. kan der også ophobe sig sygdomsbakterier og virus. 

Fødevarestyrelsen holder øje med forekomsten af giftige alger og algegifte i de indre danske farvande, hvor der foregår kommerciel høst af muslinger m.m., og orienterer løbende om åbne produktionsområder.

Alle produktionsområder er som udgangspunkt lukkede. For at et produktionsområde kan åbnes,​ skal der være udtaget prøver, der ikke viser tegn på forekomst af giftige alger, algegifte og mikrobiologiske forureninger.

I praksis foregår det ved, at fiskere eller opdrættere udtager vand- og muslingeprøver i ugen, før høst begyndes, og på den første høstdag.

Ud fra disse prøver vurderer Fødevarestyrelsen, hvilke produktionsområder der kan åbnes og klassificeres for fiskeri og høst efter muslinger m.m.​

Læs om hvilke samleområder du bør undgår

MSC-m​ærk​​et​ - fisk og​​​ fiskeprodukter

MSC-mærket (Marine Stewardship Council) er en uafhængig international mærkningsordning for miljøvenligt og bæredygtigt fiskeri. Det er kun vildfangede fisk, som er certificeret af en tredjeparts certificerings organisation efter MSC's fiskerimiljøstandard for bæredygtighed, der kan få et MSC-mærket. 

Læs mere om MSC-mærket her

ASC​​-​​mæ​rket - fi​​sk og fiskeprodukter