I Danmark har der været flere tilfælde af kvalme, mavesmerter, efterfulgt af opkastninger og diarré hos folk, der har indtaget rå eller tilberedt squash, som havde en bitter og ofte metalagtig smag. Både hjemmedyrkede og købte squash (også kaldet courgetter eller zucchini) gav anledning til forgiftning. Den bitre smag skyldes cucurbitaciner.
Spis ikke squash eller agurker, der smager bittert. En mundfuld bittert smagende squash eller agurk er nok til, at man kan udvikle forgiftning. Hvis ikke så lille en dosis gav effekt, ville der næppe optræde forgiftninger, fordi cucurbitaciner er nogle af de mest bittert smagende stoffer, man kender.