Svesker

Børn tåler kun små mængder svesker med sulfit. Økologiske svesker og andre tørrede frugter uden sulfit er det sikreste valg.

Børn bør kun spise små mængder konventionelle, tørrede abrikoser, rosiner, svesker og figner. Disse må tilsættes mere sulfit end anden tørret frugt. Sulfit tåler børn ikke ret meget af. Et barn på 30 kg kan hurtigt overskride det acceptable daglige indtag ved omkring to svesker.

Anbefalinger for børns indtag

  • Vælg økologiske svesker og anden økologisk tørret frugt til børn, da det ikke må tilsættes sulfit.
  • Vælg konventionel tørret frugt, hvor der står på emballagen, at der ikke er tilsat sulfit/svovl.
  • Vælg alternativt andre tørrede frugter, som tranebær, ananas, papaya og dadler, som ikke må tilsættes ligeså meget sulfit.
  • Du kan reducere indholdet af sulfit ved at koge eller bage tørret frugt. Ved kogning fjernes mest sulfit, når kogevandet hældes fra.

Svesker og anden tørret frugt kan indeholde sulfit

Sulfitter (E 221-228) er konserveringsstoffer, der ofte bruges i tørrede abrikoser, rosiner, svesker og figner. Disse tørrede frugter må tilsættes mere sulfit end andre typer tørret frugt, og børn tåler kun begrænsede mængder. Økologisk tørret frugt må ikke tilsættes sulfit og er derfor det sikreste valg, hvis du vil undgå stoffet helt.

Sulfitindholdet kan mindskes betydeligt ved varmebehandling. Bagning reducerer typisk indholdet mest. EU-Kommissionen og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet vurderer aktuelt, om grænserne for sulfit i fødevarer skal justeres.