Krydderier og krydderurter er de eneste typer af fødevarer, som det er tilladt at bestråle i Danmark. Bestrålede krydderier og krydderurter, der markedsføres i Danmark eller indgår i fødevarer, der markedsføres i Danmark, skal være mærket med betegnelsen ”bestrålet” eller ”behandlet med ioniserende stråling”.
I nogle EU-lande er det også tilladt at bestråle andre fødevarer, som fx rejer og grønsager. Disse fødevarer må dog ikke sælges i Danmark.
Bestrålede fødevarer er fødevarer, som er udsat for kontrollerede mængder af ioniserende stråling, fx gammastråling.
Der er ikke sundhedsmæssige problemer ved at indtage bestrålede fødevarer, men hvis en fødevare er bestrålet, skal det fremgå af mærkningen, så man som forbruger har mulighed for at vælge det til eller fra.