Mange tilbereder risengrød efter den gamle ”høkasse”-metode, hvor grøden bliver tilberedt under dynen - også for at spare på strømmen derhjemme. Men vær opmærksom på, at der kan udvikle sig bakterier i grøden, hvis den står for længe.
Bakterien Bacillus cereus forekommer naturligt på ris. Det er kun de levende former af Bacillus, der dør ved kogning. Bacillus kan også danne hårdføre sporer, der kan overleve almindelig kogning. Sporerne kan ved den rette temperatur blive til levende bakterier og danne et giftstof (toksin), der kan give opkast og diarré.
For at være på den sikre side anbefaler Fødevarestyrelsen, at du lader grøden stå under dynen i max én time. Hvis du ønsker at lade grøden stå længere tid under dynen, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du sikrer, at temperaturen i grøden ikke kommer under 55 grader. Spis grøden med det samme eller køl den hurtigt ned og sæt den på køl til senere.
Sådan laver du risengrød under dynen
Du kan følge denne fremgangsmåde:
- Skyl risene grundigt inden kogning.
- Giv ris og mælk et opkog.
- Pak gryden godt ind og put den under dynen for at koge videre.
- Efter én time og et nyt opkog er grøden spiseklar.
- Hvis grøden først skal bruges senere, kan du hælde den over i en skål og køle den hurtigt ned.
- Lad grøden dampe kortvarigt af – evt. i et koldt vandbad eller udenfor i kulden – og stil den i køleskab.
Spiser du ofte ris?
Hvis du tit spiser ris og risengrød, er det en god idé enten at sætte risene i blød et par timer inden kogning eller hælde kogende vand over en halv time inden, du koger dem. Kasser vandet, risene har været i blød i.
Ris kan nemlig indeholde det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen. Når du sætter risene i blød, fjerner det noget af arsenen.