Kaffe og cola

Undgå koffeinholdige drikke som kaffe, iskaffe og cola til børn. Styrelsen anbefaler, at børn drikker vand og begrænser søde drikke.

Børn og unge, som regelmæssigt drikker meget kaffe eller cola har risiko for at få for meget koffein.

Råd om kaffe og koffein til børn

  • Undgå helt kaffe og kaffedrikke (f.eks. iskaffe og kaffesmoothies) til børn i alle aldre. Dette gælder både hjemmelavede varianter og købt iskaffe 
  • Giv ikke koffeinholdige drikkevarer såsom cola til børn under 3 år
  • Begræns koffeinholdige drikkevarer såsom cola til børn over 3 år
  • Lad børn slukke tørsten i vand

Hvorfor kaffe og cola ikke er egnet til børn

Koffein i større mængder kan bl.a. betyde, at børnene bliver urolige, irritable og får svært ved at koncentrere sig. Endnu et minus er, at kaffe og cola kan blive vanedannende for børn og unge. Kaffe kan også mindske optaget af jern fra kosten.

Vores råd om ikke at tilbyde kaffe eller iskaffe til børn drejer sig dels om, at børn hurtigt får for meget koffein fra forskellige kilder, og dels om at skrue ned for de søde drikkevarer. Børn bør højst drikke 25 cl søde drikke om ugen. Iskaffe både med eller uden koffein er ofte søde og tæller derfor med i kategorien søde drikkevarer. Derudover kan kaffe og iskaffe medvirke til, at børn vender sig til kaffesmagen, og derfor tidligere vil efterspørge almindelig kaffe med risiko for at få for meget koffein.

Både almindelige og koffeinfrie kaffedrikke kan også mindske optaget af jern fra kosten. Anbefalingen er, at børn slukker tørsten i vand.