Antibiotika og resistens
Antibiotika er lægemidler, der bruges til at behandle bakterielle infektioner i mennesker og dyr. Der findes mange slags antibiotika - penicillin er den mest kendte. Antibiotika spiller en nøglerolle i behandlingen af infektioner og har gennem tiden reddet millioner af dyre- og menneskeliv. Men antibiotika bliver ikke ved med at virke, hvis der bruges for meget af det. Og antibiotikaresistens er et hastigt voksende problem, både i Danmark og i resten af verden.
FN’s verdenssundhedsorganisation WHO har udpeget antibiotikaresistens som en af de største nuværende trusler mod verdensbefolkningens sundhed. På verdensplan har et stigende og ukontrolleret forbrug af antibiotika til både dyr og mennesker ført til en tilsvarende ukontrolleret udvikling af resistente bakterier.
Modstandsdygtige bakterier
Antibiotikaresistens betyder, at bakterier, der kan gøre dyr og mennesker syge, og som før kunne bekæmpes med antibiotika, nu i stigende grad bliver modstandsdygtige (resistente) overfor antibiotika. Det betyder, at antibiotika, der før kunne bekæmpe sygdommen, ikke længere virker.
Bakterier udvikler hele tiden nye modstandsmekanismer (resistensmekanismer), men al forbrug af antibiotika fremmer denne proces. Bakterie-infektioner hos både dyr og mennesker bliver således vanskeligere, dyrere og i nogle tilfælde umulige at behandle. Det er vigtigt, at vi sætter ind nu for at dæmme op for denne udvikling.
Antibiotika - ikke kun penicillin
Der findes mange forskellige slags antibiotika, penicillin er det mest kendte - der findes ligeledes mange forskellige bakteriearter - fra godartede og delvist livsnødvendige bakterier i fx vores tarmsystem til bakterier, der først og fremmest er sygdomsfremkaldende arter. De forskellige antibiotika virker på forskellige bakterier og forskellige infektioner.
Negative effekter og bivirkninger
Når dyr får antibiotika, dræbes ikke bare de bakterier, der gør dyret sygt, men også nogle af kroppens nyttige bakterier (normalfloraen). Dette kan give en række problemer fx diarré som følge af ændret tarmflora.
Der er en risiko for, at nogle af de bakterier dyret har i kroppen, bliver modstandsdygtige (resistente) over for antibiotika, og det kan betyde, at din besætning fremover har svært ved at få bugt med en ny infektion.
Resistente bakterier kan spredes til andre – nogle gange både dyr og mennesker, og give infektioner, der kan være svære at behandle.
Anvend antibiotika korrekt
Antibiotika er derfor medicin, som skal anvendes korrekt og når der virkelig er brug for det - både af hensyn til dig selv, dine dyr og andre. Af samme grund er det også vigtigt, at du følger dyrlægens vejledning om behandling.